VEND RYGGEN TIL MYTEN
Af kunstner Signe Klejs - forperson for Danske Billedkunstneres Fagforening
Vi er nødt til at tale om kunstnernes ringe økonomiske vilkår.
Jens Haaning opfordrer os til at tage pengene og løbe - for der er ingen acceptabel økonomi i billedkunstens verden. Den der er, hører ikke til i et moderne samfund med en rimelig selvforståelse, men virker snarere som en kliché fra det vilde vesten. I organisationen bliver vi hver dag konfronteret med den holdning at kunstnere vel arbejder gratis – og uden kontrakt.
For at ændre omverdenens syn på kunstens arbejdsbetingelser, skal kunstnere og organisationer handle i fællesskab. Præcis ligesom landets nu velorganiserede faggrupper, tidligere har gjort. Kunstnerne skal sige nej til urimelige arbejdsforhold og organisationerne skal stå på mål for en forandring i fællesskab.
MYTEN
Hvad forhindrer os i at handle i fællesskab?
Vi må starte med at se på kunstnermyten, som synes at spænde ben for en fælles bevægelse. Myten handler bl.a. om at kunstneren arbejder alene og hyldes alene, med sit særlige talent og sin guddommelige inspiration. Kunst er resultatet af åndelig anstrengelse - frigjort af overvejelser om næste måneds udgifter. Men myten er bekvem for alle andre end kunstnerne selv - for med den som argumentation, bør økonomi ikke fylde noget i en kunstnerisk praksis. Som Anders Lund Madsen siger det i DR2 Debatten 21/8 2021 efter den første Corona-nedlukning; Du er ikke kunstner hvis du tænker på næste termin. De store kunstnere skal nok klare den, så lad resten falde fra.
Dette synspunkt er vi i DBF ikke enige i. Kunst skal ud til alle i hele landet og vi har derfor brug for langt flere kunstnere, end de 9%, der opnår en årsløn på 400.000,- kr. eller derover – og dermed ikke behøver at bekymre sig om penge. Til sammenligning har 17% af kunstnerne en årsindkomst på mindre end 100.000 kr., og ca. halvdelen har en samlet indkomst under 200.000 kr. før skat. (I følge rapporten: ”Kunstens økonomiske råderum” af Trine Bille fra 2018) Det skyldes ikke, at de er dårlige kunstnere, men er et udtryk for den økonomiske ubalance i kunstlivet.
Kunstnermyten holder kunstneren fast i rollen som ulønnet og uorganiseret, og forhindrer den udvikling vi higer efter.
KUNSTEN OG KUNSTNERNE
Ærligt talt, så skal der tjenes penge.
Hvis ikke på kunsten, så skal kunstneren tjene dem andetsteds. Konsekvensen er, at mange kunstneres praksis drives som en deltids-hobbyvirksomhed - og ikke som fuldtidsbeskæftigelse. Når en kunstner kun bruger overskudstid til sin kunst, hvordan skal det samlede kunstfeltet så udfolde sit potentiale og løsrive sig fra hobby-stigmaet?
Kunstbranchen skiller sig ud ved at aflønne alle i feltet undtagen kunstnerne, dem der skaber den konkrete værdi. Ulønnet kunstnerisk arbejde ekskluderer en stor gruppe af kunstnerstanden fra at drive kunstnerisk erhverv, nemlig kunstnere med økonomisk ansvar, f.eks. for en familie. De vil være nødt til at finde andre indtægtskilder.
Så lad os efterlade den bedagede kunstnermyte her, og lad os styrke fortællingen om kunsten som et væsentligt erhverv i Danmark. Åndelig dannelse i form af professionelt udført kunst, skal ud til borgere i hele landet for at give oplevelser og styrke trivsel, fællesskaber og tolerance.
At skabe kunst er et arbejde, så lad os forholde os til, hvordan vi professionaliserer det kunstneriske virke ved at frigøre tid til fordybelse.
ORGANISATIONEN
Vi i DBF mener, at man skal organisere sig - både i faglige organisationer og i arbejdsfællesskaber, fordi det kan styrke den enkelte kunstners position at være en del af et fællesskab. Vi arbejder målrettet på at styrke kunstnernes arbejdssammenhænge, ændre uhensigtsmæssige arbejdskulturer, skabe dialog med det politiske system, og etablere samarbejder mellem interessenter, der er relevante for at udvikle og styrke feltet.
UDSTILLINGSSTEDERNE
I 2020 landede BKF, DBF og UKK en minimumshonoraraftale sammen med ODM - Organisationen Danske Museer — som den første aftale nogensinde af den art.
Det er dog kun en anbefaling og desværre er det kun museerne det anbefales til, for kunsthallerne kunne ikke gå med i aftalen. Her leverer kunstnerne ofte værker, som de selv betaler for - og udstiller uden honorar.
Først når alle kunstnere siger nej tak til at udstille gratis, må udstillingsstederne håndtere det og tilpasse sig til kunstnernes krav - i stedet for omvendt.
Kunstnerne må - sammen med organisationerne – altså sige nej tak til at producere gratis indhold, og fortælle dem der ikke ved det, at der er en minimumsaftale man bør forholde sig til.
Man kan starte ved at indskærpe overfor de udstillingssteder, der modtager statsstøtte, at kunstnere skal have honorar for at skabe indhold. Staten bør ikke støtte op om professionelt arbejde uden honorering.
Og bare for en ordens skyld; visningsvederlag, der udbetales af Statens Kunstfond, er ikke et honorar for at skabe indhold, men en kompensation for at værket er optaget i udstillingsperioden.
Kunstnerne må også kræve udarbejdelse af kontrakter, hvor igennem kunstneren sikres en ordentlig arbejdsaftale med klare beskrivelser af arbejdsfordeling, produktionsforhold og datoer for rateudbetaling mv. Mange udstillingssteder er heldigvis med på det her, men vi er ikke i mål endnu. Skuden er først vendt, når udstillingsstedet ikke kan få en eneste kunstner til at udstille gratis, uden kontrakt.
FÆLLESSKABER
I DBF har vi med KKArt, et velfungerende eksempel på et produktionsselskab, man som kunstner kan blive en del af. KKArt organiserer omkring 300 kunstnere, som fokuserer på at skabe kunst, mens kontorets administrative personale tager sig af administration i forbindelse med kunstproduktion, udstilling og formidling. Der ydes bistand ved indgåelse af kontrakter. Der er styr på forsikring og man bliver ansat som lønmodtager, med en lønmodtagers ret til feriepenge, dagpenge og barsel, til at løse kunstneriske opgaver. KKArt tager den økonomiske risiko ved produktion og udstilling, men blander sig ikke i kunstneriske spørgsmål. Kunstnerne arbejder under overenskomst, og er derved grundlæggende i en styrket arbejdsmæssig position, for der er nogen der har deres ryg. Ingen kunstner i KKArt savner myten, men lægger med glæde den administrative del af arbejdet i KKArts regi og fordyber sig i værkproduktionen.
DBF er en faglig organisation med 40 år på bagen, der repræsenterer danske billedkunstnere. DBF ejer KKArt, et non-profit kunstnerdrevet kooperativt produktionsselskab. DBF bygger på en solidarisk tankegang, og vil som fagforening skabe bedre vilkår, overenskomster og rimelige arbejdsforhold for landets kunstnere.