DEBAT: Er det rimeligt, at kunstnerne arbejder gratis på danske kunstmuseer?

Vejle Kunstmuseum

Nu er også pressen blevet opmærksom på problematikken. Formand Balling har blandt andet udtalt sig til Radio 24syv på baggrund af følgende debatindlæg:

Ønsker man et professionelt offentligt kunsttilbud i Danmark, må man anstændigvis betale kunstnerne en rimelig løn for at levere det. Det bør være en forudsætning for modtagelse af offentligt tilskud til drift af Kunstmuseer og Kunsthaller, at kunstnerne honoreres på overenskomstmæssige vilkår.

 

 

Kunstnerne skal have løn for deres arbejde i det offentlige kunstliv

Det burde være en selvfølge, men er det ikke. Det er ret udbredt, at kunstnerne ikke får løn for det indhold, de leverer til udstillinger på kunstinstitutionerne.

Allerede i Betænkning om Billedkunst tilbage fra 1998 blev følgende slået fast som målsætning: Kunstnere bør for fremtiden honoreres for anvendt arbejdstid ved deltagelse, forberedelse og opbygning af udstillinger på lige fod med alle andre, der normalt betales for deres indsats. Det er aldrig blevet implementeret.

Der er de senere år brugt milliarder på mursten og rammer for kunsten i form af storstilet museumsbyggeri og fine udstillingssale. De bestyres af dygtigt personale og alle fra fragtmanden til museumsdirektøren får naturligvis løn for deres arbejde. Alt sammen udmærket. De eneste, der ikke har en generel aftale om aflønning, er kunstnerne. Derfor får kunstneren ofte lov til at arbejde gratis eller for et meget begrænset honorar. Det er naturligvis ikke rimeligt. Kunstnernes aflønning bør om noget indregnes som en naturlig del af driften; det mangler da bare! 

Det offentlige kunstliv er ikke kommercielt. Danske kunstmuseer og kunsthaller driver ikke kommerciel salgsvirksomhed. Det er ikke deres opgave og skal heller ikke være det. Deres opgave er at formidle kunst som oplevelse og indsigt til offentligheden, ligesom det er kunstnerens. Alligevel opfattes kunstneren ofte som en købmand, der skal leve af at sælge varer, og det er bestemt ikke korrekt i denne sammenhæng. I det offentlige kunstliv leverer kunstneren det kunstneriske indhold – ikke en salgsvare. En stor del af den nutidige kunst er slet ikke salgbar.

Ønsker man et professionelt offentligt kunsttilbud i Danmark, må man anstændigvis betale kunstnerne en rimelig løn for at levere det. Det bør være en forudsætning for modtagelse af offentligt tilskud til drift af Kunstmuseer og Kunsthaller, at kunstnerne honoreres på overenskomstmæssige vilkår.

Jan Balling

Formand

Danske Billedkunstnere